
Jørgen Skou er død.
Der er mennesker, man aldrig glemmer. Jørgen Skou er en af dem.
Nekrolog af statsautoriseret revisor
John Andersen
, tidligere partner i Arthur Andersen
Jørgen Skou startede i 1969 hos Arthur Andersen & Co. som en glad og
intelligent, men håbløs revisorassistent. Heldigvis forlod han
revisionsafdelingen i tide, og kastede sig over skatteretten. Og da han løbende
bestod de krævende eksaminer som HD (R) og senere teoretisk og praktisk
revision og skatteret på under den normerede tid, så lå vejen åben for ham
til også at blive statsautoriseret revisor og siden partner i det
internationale Arthur Andersen.
Han lærte tidligt at undervise, og det er endnu ikke lykkedes mig at opleve et
indlæg eller foredrag med Jørgen på podiet, hvor deltagerne ikke følte sig
underholdt på et plan, der gjorde at man både lærte – og morede sig. En
dejlig kombination.
Hans undervisning på Niels Brock havde endvidere den store fordel for AA, at vi
fik ansøgninger fra mange af hans elever. En fantastisk hjælp i en tid, hvor
der ligesom nu, var stor efterspørgsel efter medarbejdere.
Internt i firmaet og blandt sine mange skatteklienter blev han også værdsat
for sine uomtvistelige evner som kommunikator, og mange journalister kontaktede
ham for kommentarer, idet han havde en for dem uvurderlig evne til at kunne tale
i overskrifter.
Fx når journalisten fra TV spurgte om moralen i, at virksomheder minimerede
skatten ved at foretage store skattemæssige afskrivninger. Så kom Jørgens
klare svar, som var lige til avisoverskrifterne: Vi rådgiver ikke klienterne om
skattepolitik, men om skatteret.
At Jørgen alligevel blev bedt om at deltage i det daværende Stavad udvalg siger
kun noget om, at selv skatteministre anerkendte Jørgens store faglige
dygtighed.
Jeg havde fornøjelsen af at følge Jørgen også i årene efter den sygdom, der
tvang ham til at stoppe sit arbejdsliv. Hans hjem i Frankrig stod altid åbent,
og han underholdt alle gæster i vanlig stil med den form for humor, som udmærker
sig ved aldrig at være på andres bekostning.
Endnu en dejlig egenskab hos et menneske, man aldrig glemmer.
Jørgen Skou - april
2007
Skou familien i Cannes - december 2006
**********************************************************************************************************************************************************
En
stor personlighed er gået bort
Nekrolog af
fagdirektør Niels Ebbe Andersen og fagdirektør Judith Irene Skou, Foreningen
af Statsautoriserede Revisorer
Det er med stort
vemod, at vi har modtaget meddelelse om, at statsautoriseret revisor Jørgen
Skou er død kun 61 år gammel. Vi mindes Jørgen Skou som en meget levende,
energisk, sprudlende, ubestridt dygtig og altid kampklar specialist i danske og
internationale skatteforhold. Det kampklare har formentlig sin rod i hans sorte
bælter i judo ligesom hans tid som aktiv vægtløfter var et godt udgangspunkt
for at løfte de tunge opgaver, hans karriere gav ham gennem årene.
Jørgen Skou blev Niels Brocker i 1969 efter en handelsuddannelse i DFDS. Han
blev ansat i revisionsfirmaet Arthur Andersen & Co samme år, bestod HD
eksamen i 1972 samt revisoreksamen i 1973 og blev en af Danmarks yngste
statsautoriserede revisorer, da han modtog beskikkelse i marts 1974. Jørgen
Skou blev partner i Arthur Andersen & Co i 1979 og under ham voksede
firmaets skatteafdeling til at blive landets største. Han var gennem mange år
Liason Partner mellem Arthur Andersen i Europa og Sydamerika, hvilket indebar
mange rejser og udfordrede hans enestående kommunikative egenskaber.
Han blev med sin direkte, skarpe og humoristiske indgangsvinkel til skatteretten
en højt skattet lærer på Niels Brocks Handelsakademi, på HD-studiet og
cand.merc.aud.-studiet på Handelshøjskolen i København. Det gav sig blandt
andet udtryk i, at han på Niels Brock blev valgt af de studerende til årets lærer
mange år i træk. Han var en hyppigt anvendt foredragsholder i både ind- og
udland og evnede som få at forklare komplicerede regler, så de forekom
indlysende enkle. Sidstnævnte gjorde ham også til en meget anvendt og citeret
specialist på TV, i diverse nyhedsudsendelser, i aviserne samt som deltager i
danske erhvervsdelegationer, hvor han evnede at markedsføre danske
skatteregler, så de virkede tiltrækkende på udenlandske investorer. I sandhed
en kunst.
Jørgen Skou var forfatter til bogen: Håndbog i internationale Skatteforhold
sammen med advokat Jørgen Berg og i en årrække sammen med skatterevisor
Christen Amby radioens skatteekspert, hvor han besvarede spørgsmål fra
lytterne i direkte udsendelser. Et samarbejde han satte pris på og som blev
aktivt igen i undersøgelsesudvalget vedrørende Himmerlandsbanken, hvor de
begge deltog som regeringsudpegede eksperter.
Jørgen Skou var ikke kun en dygtig revisor men også en festlig, social,
livsglad og meget fortællende person. Mange har nydt stor glæde af hans
entusiastiske og detaljerede beretninger om historie, hvad enten det var om et
af Napoleons mere eller mindre berømte slag, om forskellige historiske kilders
beskrivelse af samme hændelse eller om Cimbernes færd ned gennem Europa. Han
blev ikke uden grund omtalt som et ”omvandrende leksikon”. Men han var mere
end det. Han krydrede sin viden med anekdoter, personlige analyser og nuancer.
Tilsvarende detailviden og -rigdom havde han også om musik og vin. Et af hans
meget yndede udtryk var: ”Viden giver glæde om ting”. Jørgen Skou bragte
glæde til de mennesker, der omgikkes ham, også i kraft af sin veludviklede
selvironi og sin venlige betænksomhed over for andre. Han gik aldrig forbi en
hjemløs uden at give ham eller hende et venligt smil og en – ikke lille – mønt.
Sygdom satte en brat stopper for 25 fantastiske år i Arthur Andersen, men han
beholdt sin beskikkelse som statsautoriseret revisor, da han slog sig ned som
pensionist i Sydfrankrig i 1999, hvor han afgik ved døden den 19. maj 2008. En
stor personlighed er ikke blandt os mere.